Hobbysider.dk

4 sjove temafester for børn

Måske er dit barns fødselsdagsfest lige om hjørnet, eller måske ønsker du at stable årets mest veludførte børnefest på benene. Du ønsker en fest, som børnene glæder sig utroligt meget til at deltage i, og som der længe snakkes om i skolegården efterfølgende. Som vært er der en masse ting at have styr på, hvis du ønsker at holde den bedste og sjoveste temafest. Der skal værnes om detaljerne, og der må ikke gås ned på flotte, indbydende invitationer, kostumer til børn, festlig temapynt, sjove lege og god mad. Læs derfor med her og få inspiration til din næste sjove og underholdende temafest.

Børneolympiade

Lad dig inspirere af det storslåede OL, aktivér børnene med diverse sportsgrene og lad dem starte festen med den traditionsrige indmarch, hvor den olympiske ildfakkel tændes. Lad børnene repræsentere forskellige lande med farverige flag og brug dagen på straffesparkskonkurrence, udendørsbowling, spydkast og kuglestød.

Lav en kage dekoreret med glasur, der viser de olympiske ringe. Servér frugt- og grøntsagsspyd til de små, sunde sportsudøvere. Slut festen af med medaljeoverrækkelse til alle deltagere, så børnene kan gå hjem med et lille minde fra denne sjove og aktive temafest.

Pyjamasparty

Hold den ultimative sleepover for dit barn og hendes veninder med soveposer, tøjdyr og pudekrig. Servér en let aftensmad, så der er plads til godter og popcorn senere på aftenen, når den står på filmhygge i nattøj. Sørg for små lege og andre kreative indslag i løbet af festen. Dette kunne være hyggelige brætspil, at pigerne kan dekorere egne sovemasker eller opsætning af en skønhedssalon, hvor de kan sætte hår på hinanden, give hinanden massage og lægge neglelak.

Uhyggelig halloweenfest

Invitér Dracula, skeletter, zombies og spøgelser med til fest og hold den ultimative gyser- eller halloweenfest. Lad børnene lave deres egne græskarlygter og tage på spøgelsesjagt, hvor de skal løse uhyggelige poster og udfordringer. Pynt op til gyserfest med en masse bloklys, spindelvæv, sorte balloner, oppustelige ballonhænder, udklippede spøgelser og edderkopper. Sæt den rette stemning med uhyggeligt musik i baggrunden og bring ligeledes gys og gru til menukortet. Servér en ækel blodpunch, en dekorativ spøgelseskage, afhuggede gule(rods) fingre i dip og mugne grønne burgerboller, hvor grøn frugtfarve er tilføjet dejen. Skriv i invitationen, at udklædning er et must for at gøre festen sjovere og skummel. Find her de mest uhyggelige kostumer til børn.

Piratfest og skattejagt

Ohøj! Ankeret er sat, og det er tid for alle pirater at gå i land og finde den gemte skattekiste. Hold den perfekte piratfest med sørøverflag, guldmønter, dødningehoveder og piratskibe. Lad børnene møde op som farlige pirater med klap for øjet, sværd i bæltet og papegøjer på skulderen. Lav sjove lege som skattejagt med skattekort, hvor de på vejen mod skatten skal løse udfordringer som gå planken ud, guldgravning i sandkassen og dødningebowling. Servér cupcakes dekoreret med sørøverflag, godteposer med guldkarameller og vingummiperler, appelsinbåde med master og flag samt piratboller. Det handler blot om at være kreativ.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *